Et af de der sjældne indlæg, hvor man tænker...

Fredag mistede Norden sin uskyld. Vi sad alle forfærdede og med tårer i øjnene og fulgte Nyhderne og føltes os vældigt magtesløse. Hvordan kan noget menneske begå så forfærdelig en handling?! Det var et angreb på det demokrati, de fleste af os er opflasket til at værne om. Og pludselig kommer der en eller anden kujon-agtig vikinge-wannabe og tror, at han har lov til at smadre vores tro på ytringsfrihed, lighed for alle og ligeværd uanset køn og race. Røvhul!!!!!

Jeg har modtaget megen kritik for midt i al sorgen, at opfordre folk til også at huske,, at vore medmennesker i Afrika lige nu dør af sult og tørst. Jeg har mildest talt modtaget min del af barske hug og harske ord for at gøre opmærksom på, at skænt har henved tæt på 100 af vore nordiske brødre og søstre mistet livet i Norge, så dør der stadig mennesker i hobetal i den tredje verden som følge af den værste tørkekatastrofe i årtier. Folk har på bedste småtbeskårne vis fortalt mig, at man ikke kan forholde sig til så tragiske omstændigheder så langt væk, når der er blevet pløjet folk ned i vores baghave. Det kunne lige så godt have været os!

Jeg forstår det måske ikke helt? Gu' kunne det så have været os. Det var det - Gudskelov- ikke. Vi er på mirakuløs vis stadig forskånet for at have oplevet hadefulde terroraktioner, selvom truslen er stadigt voksende. Vi beder til Gud om, at det forbliver på den måde! Men samtidig synes jeg, det er fantastisk livsbekræftende, at vi midt i al afmagten og sorgen over de forfærdende hændelser i Norge, stadig har mulighed for at gøre en forskel et andet sted i verden. At vi  med en simpel donation kan være med til at forhindre, at endnu flere mister livet. Måske ikke i vores søsterland, men stadig i den verden, vi lever i.

Vi kan intet gør for at spole tiden tilbage. Vi kan intet gøre for at redde de unge mennesker, der blev fanget i en syg mands spil. Men vi kan med et greb i lommen være med til at sørge for, at et barn ikke går sulten i seng. At dets mor får livsvigtig medicin. At en hel familie i den 3. verden ikke bliver udslettet. Det synes JEG er livsbekræftende. Jeg føler mig magtesløs ved billederne af lig i vandkanten ved Utøya, men når jeg får en sms tilbage fra Folkekirkens Nødhjælp om at 66 mennesker pga. min donation kan få mad i en uge, så sætter det et plaster på såret. Et lille ét, men dog stadig nok til at give lindring.

Har du lyst til at give en smule, bare en tyver... Eller en ti'er... Så har min veninde Kat startet en indsamling, du kan donere til. Du behøver ikke! Jeg ved bare, at det trøstede mig...

http://www.egenindsamling.drk.dk/start-min-egen-indsamling/hjaelp-oestafrika/indsamling.aspx?CollectionId=2023