mandag den 22. juli 2013

Tid til halal-slagtet eftertanke

Lad os lige tage et øjeblik og vende blikket indad. I dag er det d. 22. juli. For to år siden sad hele Danmark med forfærdede øjne og så med vantro og afmagt på den ufattelige tragedie på Utøya. Vi var enige om, at det var ondskabsfuldt og kujonagtigt at hade og frygte andre mennesker baseret udelukkende på religion, politisk ståsted eller hudfarve på den måde. I dag sidder mange af de samme mennesker og harcelerer ovre på Nationen, fordi der severes halal-slagtet kød på et hospital, og ingen røde pølser er at finde i en børnehave. Rask væk bruges der vendinger som "Halvaber", "De kan bare pisse hjem", "De skulle bare nakkes" eller "De ødelægger Danmark". D. 22. juli. Hvor er det trist, at vi ikke har lært mere af den dag!

Lad os lige prøve med lidt fakta om de her ting.

Nr. 1: Ingen svinekød i børnehaven. Det fremlægges fejlagtigt som leflen for muslimerne, at det her tiltag på en eller anden måde skulle være noget, der fra højere instanser var trukket ned over hovedet på stakkels, frikadellehungrende danske børn, der nu ikke kunne få sig sit grise-fix i tidsrummet 7.30-16. Ak og ve, nu var forældrene hensat til at servere røde pølser og flæskesteg derhjemme, hvis ikke denne nationalspise skulle glide ud i glemslen og dermed i sidste ende komme til at koste Danmark tusindvis af arbejdspladser indenfor slagteindustrien og forårsage salgsforbud af flæskesvær i den lokale Brugsen. I virkeligheden er der tale om, at forældrerådet i en gruppe institutioner uafhængigt af hinanden har valgt at udøve deres demokratiske (hov, hvad var nu det? Demokrati? Jamen er det ikke ret... Dansk?!) ret til at tage en beslutning om kostsammensætningen i den enkelte institution. De har valgt, hvad de synes er bedst for deres børn. Af den ene eller anden årsag. Jeg kan afsløre, at en af de institutioner i Århus, der har valgt ikke at servere svinekød, slet ikke HAR nogen børn, der ikke spiser svin af religiøse årsager. Deres forældre ønskede blot, at de skulle spise mindre kød. En tanke der i øvrigt er meget aktuel og populær i disse dage. Alle forældre har lov at stille op til et forældreråd. Man har i øvrigt også lov at takke nej til en institutionsplads, hvis man er utilfreds med f.eks. kostordningen. Man kan også give sit barn en madpakke med hjemmefra, hvis det er meget vigtigt for en som forælder, at barnet får svineleverpostej til frokost (ikke kalvepostej! Og slet ikke den gode, økologiske kalvepostej fra Hanegal, hvor man ved, at dyret havde et rart liv! Nej, den billige fra Netto fra tremmegrisen der var pumpet med antibiotika, den skal det være!) Der er altså alle tænkelige muligheder for selv at få indflydelse på barnets kost i børnehaven. Også for dem, der ikke spiser svinekød. Brug den i stedet for at brokke dig! Og lad være med at bilde dig selv og alle andre omkring dig ind, at det har noget med religion at gøre. Det har noget at gøre med demokrati!

Nr. 2: Halal-slagtet oksekød på Hvidovre Hospital. Igen råbes der efter DF, det er forfærdeligt, nu kan vi ikke engang blive syge uden at blive påtvunget noget så vederstyggeligt som halal-slagtet kød i assimilationens hellige navn. Denne brutale slagtemetode, hvor man jo nærmest river hovedet af en levende ko mens den lider i timevis, hvorefter kødet på snedigste og mest hemmelige vis bliver puttet i en burger og serveret for intetanende patienter... Faktisk nej! Sandheden er den, at Hvidovre Hospital for rigtig mange år siden opdagede, at de kunne få bedre kødkvalitet for pengene, hvis de indkøbte halal-slagtet oksekød. Og sådan har det været lige siden. Det står på menukortet hvor kødet kommer fra, og kan man af en eller anden årsag ikke forlige sig  med tanken om slagtemetoden, så kan man vælge imellem ikke så få andre retter. Man kan garanteret også godt få gris, hvis man er til den slags! Der er altså ikke tale om, at der er nogen, der sulter som følge af denne her beslutning, der er ikke engang tale om en beslutning baseret på religiøse årsager, der er bare tale om simpel økonomi.
Og lad os så tale om, hvad det er for en størrelse, det der halal-slagtning. Her i Danmark skal alle dyr være bedøvede, før de bliver halal-slagtede. De skal desuden også være døde før vi spiser dem, men det tænker jeg er temmeligt åbenlyst. Der er altså ikke tale om at dyret lider på nogen måde. Skal vi være helt ærlige, så har den konventionelle tremme-gris eller tremme-kalv nok lidt i tifold mere, mens det stadig var i live. Slagteprocessen for en halal-slagtet kalv og en ikke halal-slagtet kalv minder i øvrigt imponerende meget om hinanden. Ved en halal-slagtning lægges snittet blot et lidt andet sted på end ved ikke-halal. Alle slagtekyllinger i Danske butikker er halal-slagtede, og lur mig om ikke de charmerende damer og herrer ovre på nationen alligevel ikke også snupper sig en grillmåge med brænde fra tid til anden. Sikkert lavet af en burhøne, der har levet en kummerlig tilværelse, før den fik det famøse halal-snit. Men den halal-slagtede ko, den rører de ikke! For den er det synd for! Skid hul i kyllingen eller om koen var økologisk, nogen på det slagteri skar halsen over på Nora Malkeko på en anden måde end Dansken behager, Pia K MÅ gøre noget!

Og nu sidder vi så har, og hader på hinanden pga. det mad, vi putter (eller ikke putter) i munden. Frygten for De Fremmede og hadet til det ukendte buldrer derud ad på en dag, hvor vi burde sætte os ned og tænke over, at den slags for kun 2 år siden kostede 77 unge mennesker livet. Du må gerne lade være med at spise halal-slagtet kød, du må gerne spise al den gris du overhovedet orker, jeg synes bare, du skal gøre det på et oplyst grundlag. Og det virker ærlig talt til, at rigtigt mange bare gribes af tonen i debatten og danner sig en mening ud fra det, fremfor rent faktisk at sætte sig ind i tingene. Men lige præcis i dag, der synes jeg bare, vi skal være stille og tænke over tingene. Så kan vi evt. fortsætte med at skændes i morgen!